Friluftsliv for nybegyndere
Ønsker I en dag med fokus på naturoplevelser, samarbejde og erfaringer med bål, lejr og det at tage på tur, skal I booke friluftsliv for begyndere. Børn og voksne bliver klædt på til at tage på tur i det fri og kan prøve kræfter med opsætning af shelter, forberedelse og optænding af bål, madlavning, sikkerhed og alt det andet der skal til, for at få en god dag i det fri. I kan øve jer på eller omkring naturskolen, eller møde mig i skoven i jeres nærområde. Vi aftaler i fællesskab dagens program, som kan tilpasses børnenes alder, jeres ønsker og selvfølgelig den lokalitet vi vælger.
Praktiske oplysninger
- Aktiviteten foregår på Køge Naturskole, eller i skoven nær jeres institution
- Aktiviteten varer cirka 2 timer
- Målgruppen er børn i alderen 3-6 år og kan foregå hele året.
- Alle aktiviteter er gratis for dagtilbud i Køge Kommune
Eksempel på dagens program
9.30 - Vi mødes på Køge Naturskole eller på anden naturlokalitet f.eks. Åsen, Bramhøjgaard eller Lellingeskoven. Vi hilser på hinanden og snakker om dagens program. Vi pakker desuden min store rygsæk ud, og kigger på de ting, der kan være vigtige at have med på tur.
10.00 - Vi opsætter en lejr. Børnene lære selv at sætte små bivuaker op, og vi finder sammen ud af, hvad vi skal finde i naturen eller konstruere, for at kunne have en god dag. Måske skal vi se om vi kan finde vand, lave bål og varme, finde mad eller bygge små sidepladser.
11.00 - Vi spiser frokost og koger lidt vand til varm te eller kakao, hvis der er koldt.
11:30 - Vi leger i vores lejr og pakker efterfølgende sammen i fællesskab.